Privatskolen nu med en grønnere profil

09. december 2015

En tænkt undervisningssituation, om hvorvidt et solcelleanlæg på skolens tag ville være rentabelt, har udviklet sig til en energirenovering af Privatskolen i Frederikshavn som kickstart til en langt grønnere profil

Hjemme i privaten havde matematiklærer Christian Strøm Bach investeret i solceller på taget og gik meget op i, hvor stor en besparelse det ville give ham på elregningen. Dette regnestykke inspirerede ham til at drage solcelleinvestering, energibesparelse og tilbagebetalingstid ind i matematikundervisningen i sin 10. klasse på Frederikshavn Privatskole.
– Vi valgte at arbejde med et projekt, der tog udgangspunkt i et solcelleanlæg på skolens tag og hvilken betydning, det ville have på CO2 udslippet, besparelser på elregningen samt tilbagebetalingstiden. Det var en sjov og spændende opgave, som eleverne gik op i med stor entusiasme, fortæller Christian Strøm Bach. Da det viste sig, at der var penge at spare i det lange løb, inviterede han og eleverne bestyrelsesformand Kim Boen Lessèl og viceskoleleder Henrik Hougesen til en gennemgang af projektet. Det blev startskuddet på en række ideer til at blive en energirenoveret grøn skole.

DSCN2484web
Privatskolen har fået et solcelleanlæg på 40 kW, der blot er en af tiltagene til at blive en energirenoveret grøn skole. Fra venstre mod højre: Skoleleder Flemming Horsfeldt, matematiklærer Christian Strøm Bach, viceskoleleder Henrik Hougesen samt pedel Carl Ole Hansen (Calle)

 

 

Indhentet professionel rådgivning
– Eleverne var meget begejstrede og fik solgt projektet rigtig godt. Vi besluttede os derfor for at gå videre med ideen om at blive en grønnere skole, siger viceskoleleder Henrik Hougesen.
Bestyrelsen fra Privatskolen kontaktede en energirådgiver, som kiggede på skolen og foreslog nogle forbedringer. Der blev indkaldt til møder i bestyrelsen, der kom ideer til tiltag, der blev indhentet tilbud fra håndværkere. Det blev til endnu flere møder og endnu flere indhentede tilbud.
– Vi nåede til sidst et punkt, hvor det var nødvendigt at erkende, at ens kompetencer ikke nødvendigvis rækker. Her hører det op. Vi må have hjælp af andre, fortæller skoleleder Flemming Horsfeldt spøgefuldt.
Derfor tog ledelsen på Privatskolen kontakt til den lokale energivirksomhed Green Source A/S. De gennemgik bygningerne minutiøst og udarbejdede et katalog over muligheder for energirenovering, samt omkostninger ved de enkelte energitiltag samt mulige besparelser på kort- og lang sigt.

De hurtige besparelser
Der blev i fællesskab udvalgt nogle let tilgængelige projekter, som skolen ville kaste sig over: – Ved at gennemgå kataloget fra Green Source kunne vi let gennemskue, hvor lidt vi kunne nøjes med før det allerede blev til en energibesparelse, forklarer Flemming Horsfeldt.
Solceller på taget, nye vinduer og døre samt LED belysning over hele skolen blev de begyndende tiltag for at få privatskolen til at ændre profil. Med solcelleanlægget betyder det, at skolen kan dække ca. 30 % af dens energiforbrug, samtidig med at der spares på el ved hjælp af LED belysning og spares på varmen ved at udskifte skolens utætte vinduer og døre samt isolere. Viceskoleleder Henrik Hougesen siger: – Det vi sparer på regninger til varme og el, kommer til at gavne vores elever i stedet. Det er jo dem, der skal have noget ud af den økonomi, som skolen har til rådighed.

Bedre komfort på skolen
Varme og el bliver jo ikke billigere med årerne, derfor er der på sigt en stor besparelse at hente. Det er dog ikke kun besparelser, der er årsag til energirenoveringen forklarer bestyrelsesformand Kim Boen Lessèl: – Vi vil som skole gerne signalere, at vi er en grøn skole ved blandt andet at være i stand til at mindske CO2-udslippet.
Komforten har også spillet ind i skolens tanker bag renoveringen. I flere undersøgelser har medarbejdere og elever klaget over dårligt lys samt ubehageligt træk fra vinduer og døre. Skolens pedel Carl Ole Hansen kaldet Calle fortæller: – Det har bestemt hjulpet på både varmen og lyset. Eleverne sveder lidt mere i gymnastiktimerne i hallen, og der er kommet meget mere lys ude på gangene uden at elforbruget er steget, da det er LED belysning, der er anvendt.
Skoleleder Flemming Horsfelt kan kun anbefale andre skoler at tænke i samme retning: – Vi vil naturligvis gerne være en inspiration for andre skoler til at tænke i en grønnere profil. Det har været en rigtig god proces, vi har været igennem. Da vi omsider valgte at få professionel hjælp til projektet blev det overskueligt at udvælge de tiltag, der kunne give os den letteste og hurtigste besparelse, fortæller han.

Energitiltagene på Privatskolen
Privatskolen i Frederikshavn er en skole af ældre dato. Den er bygget i 1969 og udvidet allerede i 1971. På foranledning af skolens bestyrelse gennemgik Green Source A/S alle bygningsdele minutiøst for at finde frem til forskellige former for energirenoveringstiltag. Det mundede ud i et katalog over muligheder, der blev gennemgået med skolens bestyrelse. Ud af kataloget blev der i første omgang valgt fire projekter, som Green Source i 2015 har stået bag.

  1. LED belysning: Alle belysninger på skolen blev udskiftet til LED, hvilket giver en mærkbar strømbesparelse men endnu vigtigere bedre lys op gangarealerne.
  2. Solcelleanlæg: 40 kW solcelleanlæg fordelt på to tage med forskellige vinkler og hældning.
  3. Udskiftning af døre og vinduer: Alle døre og vinduer er udskiftet til lavenergi med dertilhørende varme besparelse og øget komfort.
  4. Lysindfaldsbåndet i gymnastiksalen: Lysindfaldsbåndet er udskiftet til eternit og isoleret for at undgå kuldenedfald.